Hvad er et resume for en størrelse?
Hvad skal et resume indeholde?
Og hvad er et godt resume?
Spørgsmålene er mange, når det kommer til den skriftlige disciplin: At skrive et godt resume.
Din dansklærer har helt sikkert forklaret stolpe op og stolpe ned om et resume og dets betydning, indhold, længde osv.
Men ligesom med alt andet, der har med sprog og grammatik at gøre, kan det være en stor fordel, at få det gentaget og uddybet – somme tider flere gange.
Vi glemmer jo alle sammen indimellem.
Her på Studiekorrektur.dk er det vores mission, at alle studerende skal have adgang til vigtige oplysninger om sprog, opgaveskrivning og grammatik.
En hjælp som alle kan have brug for, når de træder ind i opgaveland.
Et opgaveland, hvor det ikke er sikkert, at der er venner eller familiemedlemmer, der kan huske, hvad det nu lige var, at dansklæreren sagde, dengang de gik i skole for lang tiden siden.
Har du eksempelvis brug for at få din opgave eller afhandling læst igennem af en professionel korrekturlæser, så kan Studiekorrektur.dk være behjælpelig.
Ofte kan det hæve en opgave med en hel karakter at få den professionelt korrekturlæst.
Herudover kan Studiekorrektur.dk også hjælpe med at give sproglig feedback på din opgave, således at du sikrer dig, at du ikke laver de samme sproglige og grammatiske fejl i fremtidige opgaver, afhandlinger eller stile, som du skal skrive.
Hvad er et resume?
For at starte fra en ende af: Ordet resume kommer af det latinske ord ”resumere,” der betyder ”tage igen.”
Altså gentagelse. På dansk kan ordet resume staves på to måder: resume eller resumé.
Du bestemmer selv, hvad, du synes, er flottest.
Her på Studiekorrektur.dk har vi valgt den enkle udgave af ordet. Nemlig: resume.
Helt kort sagt er et resume en koncentreret gengivelse af en længere teksts indhold.
Du skal forestille dig resumeet som en bouillonterning og teksten som en suppe.
Resumeet er altså suppen kogt ind til en lille terning.
Resumeet indeholder tekstens vigtigste pointer og detaljer.
Dette betyder også, at resumeet ikke er en appetizer, som skal give en eventuel læser lyst til at fortsætte med at læse den lange tekst.
Det er ikke som bagsideteksten på en bog, hvor plottet ikke må afsløres, men læserens nysgerrighed skal vækkes, så han eller hun får lyst til at læse hele bogen.
Et resume er kort og præcist og indeholder gerne de vigtigste ord, pointer og konklusioner fra din opgave.
Om Studiekorrektur
Hvis du allerede nu ønsker at modtage et uforpligtende tilbud på korrektur, er du meget velkommen til det her ⤵️
Hvad skal resumeet bruges til?
Hvad resumeet skal bruges til, afhænger af, hvilken type tekst du skriver.
Er du studerende og skal skrive en opgave, så er resumeet noget, du skal skrive, for at din underviser og eventuelle censor kan få et hurtigt overblik over, hvad din opgave handler om.
Herudover skal du skrive det for at opøve evnen til at skrive et godt resume.
Er du forfatter eller arbejder på et universitet eller andetsteds, hvor du skriver afhandlinger og rapporter, der bliver lagt ind i elektroniske arkiver og biblioteker, er resumeet ekstra vigtigt.
Resumeet bliver arkiveret elektronisk sammen med titlen, og når man søger på bestemte søgeord på fx bibliotekets hjemmeside, så leder søgemaskinen efter dem i titler og resumeer og finder de afhandlinger frem, der indeholder søgeordene.
Om en person finder det materiale, der er relevant for hans eller hendes videre læsning og studie, når han eller hun går på bibliotekets hjemmeside, afhænger altså i høj grad af, om personen, der har skrevet resumeet af afhandlingen, har været dygtig til det.
Også derfor er det en god idé, allerede, når man begynder med disciplinen resumeskrivning, at vende sig til at få sin teksts mest centrale nøgleord med.
Skriv et godt resume | Hvordan skriver man et resume ?
Helt overordnet er et resume, som tidligere nævnt, altid: kort, præcist og indeholder tekstens centrale nøgleord.
Dog findes der to forskellige slags resumeer: Det korte informerende resume samt det lange detaljerede resume.
Det korte informerende resume
Det informerende resume er meget kort, typisk under 200 ord.
Det beskriver ganske kort opgavens / afhandlingens emne og gengiver konklusionen uden at komme ind på den diskuterende og argumenterende del af opgaven / afhandlingen.
Hvis du ikke er studerende (og din underviser dermed er tvunget til at læse din opgave), så er denne type resume også det, der hurtigt gør det muligt for læseren at vurdere, hvorvidt han skal læse hele din afhandling.
Det lange detaljerede resume
Det detaljerede resume er længere end det informerende og vil ofte fylde ca. en side.
Også i det detaljerede resume præsenteres emnet, men i modsætning til det informerende resume kommer man i det detaljerede resume ikke kun ind på konklusionen, men beskriver den sammenhæng, rapporten indgår i: dens metode, dens teorier og dens formål.
Herudover kommer man ind på de vigtigste argumenter i rapportens diskussionsdel.
Fælles for begge slags resumeer
Lige meget, hvilket slags resume du kaster dig over, er der nogle egenskaber og kvaliteter, som begge slags resumeer har til fælles.
For alle resumeer gælder, at de skal være letforståelige og lettilgængelige for alle, hvilket betyder, at de skal skrives i et enkelt og ikke for akademisk eller fagligt tungt sprog.
Et resume skal altså være sprogligt enkelt.
Det skal skrives med korte afrundede sætninger.
Det betyder kort sagt, at der ikke skal være alt for langt mellem punktummerne.
Du skal ikke benytte dig af for mange indskudte sætninger og generelt benytte dig så lidt som muligt af ledsætninger.
For at holde det enkelt er det også en god ide at begrænse fyldord, hvilket ofte vil sige adjektiver og adverbier, altså tillægsord og biord.
F.eks. vil en sætning som: ”Det undersøges grundigt, hvorledes Jane Austens mange heltinder opfattede de stramme kønsrollemønstre, der herskede i datidens England” med fordel kunne erstattes med den kortere og mere enkle sætning: ”Jane Austens heltinders opfattelse af datidens kønsrollemønstre undersøges.”
Dit resume skal skrives i en passiv form, hvilket vil sige, at du ikke skal bruge udtrykket ”jeg” i dit resume.
Du skal f.eks. ikke skrive: ”Jeg vil fortælle om”, eller ”jeg vil i opgaven undersøge.” I stedet skal du skrive: ”I afhandlingen undersøges det,” eller: ”det undersøges.”
Ydermere skal det, som det også tidligere er nævnt, indeholde, de vigtige søgeord, som din opgave eller rapport benytter.
Altså de ord, som du nævner ofte.
Er det en opgave, der netop handler om Jane Austens heltinders opfattelse af kønsrollemønstre i 1800-tallets England, så benyt ord som: ”Jane Austen,” ”kønsroller,” ”kønsrollemønstre,” ”kvinde,” ”1800-tallet,” ”det 19. århundrede,” ”England,” og ”engelsk litteratur” i dit resume.
Til slut, og måske vigtigst, så må du aldrig fremlægge ny information i et resume.
Der må altså aldrig stå noget i resumeet, som ikke også står i rapporten.
Naturligvis ikke ordret, men meningsmæssigt.
Du må altså ikke komme i tanker om noget, du gerne lige ville have nævnt, når du skriver resumeet efter at være færdig med din opgave, og så bare skrive det ind i resumeet for at få det med.
Så skal du enten droppe det helt eller inkorporere det i opgaven.
Apropos ”ikke ordret,” så skal du aldrig overføre sætninger direkte fra opgaven eller afhandlingen over i resumeet.
Resumeet skal altid skrives med nye ord.
Trin for trin – skriv et godt resume i din opgave
- Som det første skal du beslutte dig for, hvilken slags resume du gerne vil skrive. Det kan også være, at der i den stillede opgave fremgår, at der ønskes en bestemt type resume, og så skal du selvfølgelig skrive den slags, der ønskes.
- Det er en rigtig god ide at læse din opgave eller rapport igennem et par gange, og skrive noter ned undervejs, mens du gør det. Skriv de ting og ord ned, der falder dig ind, som det vigtigste.
- Herefter skriver du et resume så godt, som du nu kan. Husk, at du ikke må genbruge formuleringer direkte fra din opgave. Det vil som oftest nemlig betyde, at dit resume bliver alt for langt og alligevel ikke når rundt om alle opgavens vigtigste detaljer.
- Kig nu på dit resume. Tjek, først og fremmest, at du holder dig til den beslutning, du tog til at starte med. Hvis du valgte, at dit resume skulle være kort og informerende, så tjek, at det ikke er over 200 ord langt. Valgte du, at det skulle være langt og detaljeret så tjek, at de vigtigste pointer fra opgavens metode, teorier, formål og diskussion er med. Tjek herudover, at der ikke er for mange ledsætninger, indskudte sætninger og beskrivende ord.
- Til sidst skal du naturligvis læse korrektur på dit resume. Er tegnsætningen korrekt, er ordene stavet korrekt? Læseren starter oftest med at læse din opgaves resume og får dermed et samlet førstehåndsindtryk af din opgaves kvalitet lige her. Derfor er det også enormt vigtigt, at resumeet er skarpt og korrekt skrevet.
- En god ide kan være ikke kun at læse resumeet igennem for fejl på din computer, men simpelthen at printe det ud og rette det til med noget så gammeldags som en kuglepen eller blyant. Det er nemlig tit, at vi opfanger andre detaljer, når vi læser på papir, end når vi læser på skærmen. Faktisk er dette en fremgangsmåde, der er god at bruge, også når du skal rette hele opgaven eller rapporten igennem.