Hvordan refererer man ved brug af APA-standard?
Det er et godt spørgsmål, og vi går nedenfor i dybden med dette meget anvendte referencesystem.Der findes ingen bedre følelse end at skrive “in the zone”. Pointerne lander perfekt, sproget flyder let, og opgaven begynder endelig at gå op i en højere enhed.
Hallelujah!
Men når hovedet er dybt begravet i flowet, risikerer man at begå den største kardinalsynd inden for opgaveskrivning: plagiat.
Det er alfa omega at referere korrekt. Det er den måde, hvorpå din læser kan genfinde dine kilder og checke, at du har styr på dine referencer.
Akademisk hjælp
APA-standard in action
APA (American Psychological Association) er en af de mest brugte referencesystemer.Det er der en række grunde til. For det første er det en simpel, men effektiv referencemetode.
Din reference skal nemlig blot indeholde to til tre oplysninger: forfatter, årstal og evt. sidetal. For det andet er APA et læsevenligt system. Frem for at bevæge blikket op og ned langs siden fra fodnote til brødtekst, fremtræder en APA-reference i naturlig forlængelse af teksten (er du ikke enig?).
Lad os se APA-standard in action med nogle referencer til Clarice Lispectors mesterværk A Hora da Estrela (1977).
“Synden tiltrækker mig, det forbudte fascinerer mig.” (Lispector, 2020, p. 112). Hov, men jeg skrev 1977 for et øjeblik siden, hvordan kan hendes bog være fra 2020? Det er udgivelsesåret for dit værk, der er nøglen her.
Jeg har læst en dansk oversættelse af Lispectors værk, og derfor refererer jeg til oversættelsen – ikke det originale værk. Det er vigtigt, at du tager udgangspunkt i det stykke litteratur, du sidder med. Jeg kunne også have skrevet: Lispector (2020) skriver: “Synden tiltrækker mig, det forbudte fascinerer mig.” (p. 112).
Det væsentlige er, at du altid fremviser forfatter, årstal og sidetal ved citater. Så er læseren aldrig i tvivl. Du kan undlade at skrive sidetal, hvis du refererer til værket på opsummerende vis: Værker omhandler en forfatters forestilling af en fremmed kvinde, han ser på gaden (Lispector, 2020).
Jeg har fundet en artikel med en spændende pointe. Den skal naturligvis med i opgaven. Artiklen “The Hour of the Star by Clarice Lispector” er skrevet af Lydia Magyar og Emerson Whitney for onlineavisen New Life Quarterly udgivet d. 5. februar 2020 i deres samling New Life (no. 5).
Selvom artiklen er online, kan jeg stadig finde frem til de to vigtigste informationer: forfatter og årstal. “Lispector often returns to food—quiet and undifferentiated bodies absorbed into each other.” (Magyar & Whitney, 2020). Sidetal – ja, det kan jeg ikke frembringe fra en hjemmeside.
Der er to forfattere, så de skal selvfølgelig begge nævnes. Hvis der var tre til fem forfattere, skal du nævne alle forfattere første gang, men kun én forfatter et al. næste gang. Hvis der derimod er over fem forfattere, er vi ikke interesserede i at se dem alle oplistet.
Du skal derfor blot skrive forfatter et al i din reference.
Det kan aldrig gå helt galt, hvis du er konsekvent og tager dig god tid til at skrive dine referencer ordenligt.
Litteraturlisten:
Om det er en hjemmeside, bog, online artikel eller et kapitel, skal du være opmærksom på at referere i overensstemmelse med litteraturens form. Det er meget simpelt at referere til en bog:Lispector, C. (2020). Stjernens Time. Gyldendal
Vi har også vores artikel:
Magyar, L. & Whitney, E. (2020). The Hour of the Star by Clarice Lispector. Lokaliseret d. 22. februar 2021 på: https://newlifequarterly.com/everything/4sgwynythzxb9p8yf7mz2322x3g3j9
Der kan tilføjes udgiver til vores reference, men de vigtigste informationer er til stede. Et tidsskrift, en artikel eller et kapitel kræver andre og flere informationer, som kan variere fra fakultet til fakultet. Følg de regler, dit fag har fastlagt. Alle fakulteter har en vejledning, der forklarer referencer inden for dit fag. Den kan du med fordel have ved din side, mens du skriver din opgave.
Husk: Litteraturlisten skal stå i alfabetisk rækkefølge.
Et godt tip: På det Kgl. Biblioteks hjemmeside kan du søge efter dit værk og blot kopiere værkets reference som APA-standard. Smart! Dobbelttjek dog altid, at alt står rigtigt.
Hvis du vil vide mere om kildehåndtering, kan du læse videre her.